Danskerne ønsker langt mere AI i den offentlige sektor

Tre ud af fire danskere (74 pct.) mener, at det offentlige bør anvende kunstig intelligens alle steder, hvor det gavner borgerne og samfundet. Dog ikke til personlig rådgivning, hvor de fleste stadig foretrækker menneskelig kontakt. Det viser helt nye tal fra undersøgelsen IT i praksis® fra Rambøll og Dansk IT.

aitoolimagery

Et bredt flertal af danskerne på tværs af alle aldersgrupper ser det som en god idé, at den offentlige sektor udvider sin brug af kunstig intelligens. De adspurgte borgere er især positive i forhold til en række konkrete anvendelsesområder. Herunder energibesparelser, læringsstøtte til børn, sociale og skattemæssige problemsager eller til at analysere på komplekse sygdomme og finde frem til de bedste behandlingsforløb.

Til gengæld er over 40 pct. uenige i, at det offentlige skal bruge AI-baserede chatbots til personlig rådgivning. Dog med en tendens til, at yngre borgere er mere positivt indstillet over for chatbots. Kun 28 pct. er ”enig” eller ”meget enig” i, at det offentlige bør give personlig vejledning på nettet med chatbotts.

74% er i nogen eller høj grad enige i att det offentlige bør bruge kunstig intelligens alle steder, hvor det kan give fordele for borgerne eller myndigheden, fx til at sænke energiforbruget i offentlige bygninger (77%), give læringstøtte til børn (58%), undersøge potentielle problemsager ifm. skat eller sociale ydelser (55%), analysere og foreslå behandlinger på sygehuse (55%)

Undersøgelsen peger ligeledes på variation i den generelle tryghed til det offentliges brug af AI. 37 pct. erklærer sig generelt trygge, mens 33 pct. er mindre trygge. Langt hovedparten af alle borgere er dog enige i, at det offentlige bør anvende kunstig intelligens på alle områder, hvor det er fordelagtigt for den enkelte eller for den pågældende myndighed.

"Danskernes åbenhed over for AI stemmer godt med den store tillid, vi generelt har til vores myndigheder. Men den stemmer slet ikke med den voksende bekymring i visse kredse for, om AI kommer med alverdens indbyggede farer. Alle teknologiske landvindinger kræver regulering, og AI er ingen undtagelse. Men her er det som om, vi bruger flere kræfter på at undgå skyggesider end på at udnytte mulighederne – før vi ved, om de overhovedet eksisterer. Det er ikke en frygt, der er repræsenteret i befolkningen. Her peger IT i praksis® snarere i retning af, at de fleste danskere bare gerne vil have de mange nye muligheder bragt i spil. Lad os nu slippe grebet om håndbremsen og lægge begge hænder på rattet, så vi kan styre os frem til flere digitale samfundsfordele," siger Ejvind Jørgensen, formand for Dansk IT's udvalg for it i den offentlige sektor.

Asger Danielsen, direktør i Rambøll Management Consulting, anbefaler, at man i den offentlige sektor går positivt til AI-opgaven netop fordi borgerne generelt ser muligheder i brugen af AI.

”Der er ingen tvivl om, at AI rummer et enormt potentiale for, at vi kan styrke den offentlige sektor og skabe mere værdi for borgerne. Vi udnytter det bare endnu ikke i høj nok grad. Da der er tale om ny teknologi som konstant udvikler sig, har vi hele tiden brug for at opbygge nye erfaringer. Derfor er opgaven løbende at udse sig specifikke områder og brugsscenarier, hvor effekten er stor, og risiciene ikke unødigt høje f.eks. inden for energibesparelser. Og så er det afgørende, at vi bliver bedre til at gå fra pilotprojekter til udrulning i større skala, for det er her vi ser, at gevinsterne for alvor bliver markante.”

Set fra Rambøll og Dansk IT's side lægger undersøgelsens resultater op til, at myndighederne fortsat bør prioritere anvendelsen af AI-løsninger, og parallelt med dette opbygge tillid, så borgerne forbliver trygge og har et rimeligt indblik i, hvordan kunstig intelligens indgår i de offentlige arbejdsgange.

Om IT i praksis®

For 29. år i træk har Rambøll Management Consulting i samarbejde med Dansk IT gennemført den omfattende undersøgelse IT i praksis®, som kortlægger aktuelle udfordringer, tendenser og muligheder, som danske virksomheder og myndigheder møder i deres bestræbelser på at skabe værdi gennem digitalisering. Rapporten giver desuden indblik i borgernes holdning til digitalisering i den offentlige sektor, myndighedernes brug af kunstig intelligens i afgørelser, borgernes beredskab i en eventuel krisesituation, samt hvordan de forholder sig til samfundsmæssige bidrag til bæredygtighedsagendaen.

Den private sektor afrapporteres på baggrund af et repræsentativt udsnit af Danmarks største virksomheder, der indgår i Børsens seneste top-1000 virksomhedsoversigt. Fra den private sektor har 112 it-ansvarlige og 37 forretningsansvarlige deltaget. Fra den offentlige sektor har 85 it-ansvarlige og 60 forretningsansvarlige på kommunalt, regionalt og statsligt niveau deltaget. For at kunne tegne et fyldestgørende billede af både holdninger, udfordringer og tendenser er der skelnet mellem den offentlige og den private sektor i en hhv. dansk- og engelsksproget rapport.

IT i praksis® er gennemført i perioden fra april til august 2024.

I borgerundersøgelsen, er der gennemført en online meningsmåling blandt 1.025 danske borgere i perioden fra den 22. juli til den 31. juli. Resultaterne fra borgerundersøgelsen fremgår af den danske udgave af IT i praksis®.

Hent IT i praksis® 2024-2025

" Vi bruger flere kræfter på at undgå skyggesider end på at udnytte mulighederne – før vi ved, om de overhovedet eksisterer. Det er ikke en frygt, der er repræsenteret i befolkningen"

Ejvind Jørgensen, forperson for Udvalget for it i den offentlige sektor, Dansk IT