Om webinaret
Grunddata er de mest grundlæggende data om vores samfund. Det er data om personer, ejendomme, adresser, virksomheder og geografi. Det er data, som bruges af mange myndigheder på tværs af den offentlige sektor, og de stilles også frit til rådighed for den private sektor.
Den 24. februar inviterer vi til et webinar med de tre projekter, der var nomineret til Grunddataprisen 2025 – herunder vinderen. Her får du konkrete eksempler på, hvordan grunddata kan anvendes i praksis, fra naturbeskyttelse og grøn arealforvaltning til energiforudsigelser i bygninger.
- VERNA fra virksomheden Koordinat. Løsningen monitorer Danmarks beskyttede natur. Kommunerne skal mindst hvert 10. år gennemgå og håndhæve §3-arealer, men opgaven er ressourcetung. VERNA bruger AI og ortofotos til automatisk at finde ændringer og vise, hvor der skal sættes ind. Systemet scanner løbende hele landet og gør det muligt at overvåge natur op til 10 gange oftere end i dag. Resultatet er bedre naturbeskyttelse og mere effektiv sagsbehandling.
- MARS fra virksomhederne Globeteam og Septima. Projektet handler om at reducere kvælstofudledning, øge skovarealet og mindske CO₂ udledning fra lavbundsjorde. Projektet giver kommuner og kystvandgrupper et værktøj til at prioritere, hvilke arealer der bør omlægges eller udtages for at understøtte en bæredygtig arealforvaltning i Danmark som led i den Grønne Trepart. Grunddata om adresser, veje, vandmiljø, klima, natur og kulturarv udgør fundamentet for projektet.
- Proprty.AI med deres løsning af samme navn. Proprty.AI estimerer energiforbrug og Co2-potentialer på ejendomme uden energimærke og supplerer eksisterende energimærker. Løsningens AI-modeller er trænet på proprietærer data i kombination med grunddata. Proprty.AI er skabt for at give fuldt overblik over bygningers fremtid. Løsningen kombinerer data for at forudsige tilstand, restlevetid og vedligeholdsomkostninger helt ned på bygningsdelsniveau og estimerer økonomisk efterslæb i fremtidige planer. Løsningen automatiserer desuden porteføljeoprettelse fra CVR.
Webinaret opsamles med en snak mellem de tre cases om værdien af grunddata i praksis.
Derfor skal du deltage
- Få indblik i hvorfor grunddata repræsenterer en stor værdi og hvordan de kan bruges i praksis.
- Lær fra konkrete eksempler.
- Bliv inspireret til hvordan du eller din organisation kan bruge grunddata.
Talere
Anders Holm Jørgensen, Property.AI
Thomas Lykke Rasmussen, Koordinat
Bo Overgaard, Septima
Moderator: Hans Ravnkjær Larsen, Dansk IT
Om Grunddataprisen
Grunddataprisen uddeles af Klimadatastyrelsen for at hylde de løsninger, der skaber værdi og innovation med grunddata i centrum. Prisen blev senest uddelt på konferencen Danmarks Data i oktober 2025, hvor Dansk IT, IT-Branchen og Klimadatastyrelsen samlede næsten 90 deltagere til en dag i datainnovationens tegn.
Tilmelding
Det er gratis at deltage i webinaret, og alle er velkomne.
Medlemmer af Dansk IT kan tilmelde sig her på DIT Akademi.
Ikke-medlemmer tilmelder sig ved at sende en mail til meetinspire@dit.dk. Ved tilmelding accepterer du samtidig at modtage Dansk IT's nyhedsbrev. Du kan til enhver tid afmelde dig igen.
Tilmeld
Login ind for at tilmelde dig.