Mit projekt er på vej i hegnet - hvad gør jeg?  [København]

Onsdag d. 23. oktober kl. 9-11 hos Dansk IT, Vermundsgade 38C, 2100 Kbh Ø

Om arrangementet

Når den tanke rammer os som projektledere, griber vi ofte ned i den vanlige projektredskabskasse. Men har vi måske i stedet brug for at stoppe op og få talt om, hvad der faktisk er svært lige nu, hvad det gør ved os (i form af stress og konflikter) og hvordan vi kommer videre herfra uden at lave yderligere skade på hinanden (og projektet). Har vores projekter mon brug for terapi? 

Lis og Kristian har brugt 20 år i it-branchen og har med den erfaring oversat nogle begreber fra den terapeutiske praksis ind i it-verdenen. De vil vise og fortælle om de praktiske greb, og der bliver mulighed for selv at prøve nogle af metoderne.

* Der vil være croissanter og kaffe ved fremmøde. Arrangementet er gratis for alle medlemmer af Dansk IT


Talere

Lis Witte og Kristian Ring driver sammen virksomheden Organisationsterapi, hvor de hjælper offentlige og private aktører med at komme videre, når de sidder fast i et projekt. De mødte hinanden, da de begge arbejdede i Digitaliseringsstyrelsen og har siden arbejdet som ledere hver for sig inden de fandt sammen igen i 2022.

Lis er uddannet kandidat i Informationsvidenskab og er ved siden af Organisationsterapi også ekstern lektor på ITU, hvor hun underviser på kandidatdelen i Designdrevet Innovation, bruger-inddragelse og organisationsforståelse. Hun har sideløbende med sine mange projekter taget en uddannelse i psykoterapi, som hun bruger i sit daglige arbejde.

Kristian har tidligere været sekretariatsleder i Statens IT-råd og har desuden arbejdet med den finansielle IT-infrastruktur og har bl.a. ledelseserfaring som indkøbs- og aftalechef for CMIT i Region Hovedstaden. Ved siden af har Kristian også taget en uddannelse som narrativ konsulent hos DISPUK.