Dansk IT Mentorprogram: Rollen som Mentor

Inspiration dig som mentor i Dansk ITs mentorprogram.

Hvad er mentorskab?

Mentorskabet er en udviklingsproces for to mennesker – en mentor og en mentee. Mentor er som regel en erfaren leder eller medarbejder, der i dialog med en mindre erfaren kollega, kaldet mentee, støtter dennes personlige og faglige udvikling.

Som mentor skal du skabe en udviklingsproces for din mentee, der tager hensyn til vedkommendes erfaring, potentiale, ønsker og ambitioner. Kunsten består i at give sin mentee præcis de udfordringer og den sparring, som gør, at læring og udvikling accelereres, og talentet kan foldes ud.

Den gode mentor lytter med indlevelse, har ægte interesse for andre mennesker og motiveres både af at bidrage til andres udvikling samt af hele tiden selv at lære nyt. En god mentor bygger således på de samme vigtige kompetencer som den gode leder, der er opmærksom, anerkendende og løbende stimulerer sine medarbejdere til læring og udvikling.


Som mentor bliver du en fortrolig sparringspartner i en mentees udviklingsproces. 

  • Du skal have lyst til at udfordre dig selv og din mentee.
  • Du skal være klar til både at give faglig sparring og tale om personlige drømme og mål.
  • Du må meget gerne dele dine erfaringer med din mentee, både de gode og de dårlige
  • Du være forberedt på at opmuntre, udforske nye perspektiver, og skabe refleksion over det, der kan være svært for din mentee.

 

Eksempler på hvad du som mentor kan tilbyde:

  • At dele egne erfaringer og læringer
  • Kendskab til gode værktøjer som kan hjælpe din Mentee videre
  • Personlig udvikling af lederkompetencer
  • At håndtere magtkampe
  • Personlige udviklingsområder
  • Kendskab til udviklingsprocesser
  • Erfaring med ad hoc ledelse
  • Positivt organisations-syn
  • Sparringsrollen
  • En rutineret person “at spille bold med”
  • Karriereplanlægning